YouTube TrueView

Af Patrick
Kategori: Marketing Generelt

YouTube er en fantastisk reklamevej, når det gælder om at nå en bred og ikke mindst relevant målgruppe online. Med en brugerbase på omkring to milliarder daglige aktive brugere, er der et kæmpe marketingpotentiale, især når det kommer til videoannoncering. Udover en stor kontaktflade er en af de store fordele ved videoannoncering på YouTube, at websitet lader dig administrere dine annoncer ned til mindste detalje. Du kan således nemmere håndtere alle dine annoncer i et overskueligt format, mens du samtidig kan opsætte annoncebudgetter.

På YouTube kan du finde en bred vifte af annoncetyper, hvoraf det mest populære format hedder YouTube TrueView. Det unikke ved disse videoannoncer er, at du kun betaler for ”rigtige” visninger på din annonce. Men hvad involverer TrueView og vigtigst af alt, hvordan kan du anvende det i din markedsføring?

Hvad er TrueView?

YouTube TrueView er en bestemt type videoannoncer, hvor YouTube-seerne har mulighed for at vælge, hvornår de vil se annoncerne, samt hvilke annoncer de ønsker at se. YouTube skelner her mellem to typer af true view-annoncer, også kendt som formater, hvilket er henholdsvis video discovery-annoncer og in-stream-annoncer. Hvis du selv er på YouTube, er du højst sandsynligt stødt på de to formater.

In-stream-annoncer er videoer, der vises under, før eller efter videoer på YouTube eller deres videopartners apps og websites. YouTube-seere har her mulighed for at skippe annoncen efter fem sekunder. In-stream-annoncer kan hjælpe din virksomhed med at skabe bevidsthed om dit produkt og brand, altså generere såkaldt brand awareness, mens brugerne ser en video.

Video discovery-annoncer vises derimod ikke som en del af YouTube-videoer. I stedet optræder de, hvor seerne finder deres indhold. Det kan for eksempel være i søgeresultaterne på YouTube ud for relaterede videoer samt på startsiden for YouTube til mobilenheder. Discovery-annoncer opfordrer brugerne til at klikke på et miniaturebillede for at se din videoannonce og kan dermed resultere i, at dine videoer opdages af en interesseret og relevant målgruppe.

I skrivende stund er det muligt at opsætte true view-videoannoncer i alle lande, hvor både YouTube og Google Ads er tilgængelige.

Sådan foregår annoncebetaling i YouTube TrueView

Siden YouTube-seere har mulighed for at springe reklamevideoer over efter fem sekunder, foretages din annoncebetaling på baggrund af, hvor brugere faktisk har set din video. Du debiteres således først, når en bruger har set 30 sekunder af videoen, eller hele reklamevideoen, hvis den er kortere end de 30 sekunder. Derudover betaler du også, hvis folk interagerer med din video. En visning tæller hermed først som en ”rigtig” visning, når et af de ovenstående kriterier er mødt.

Videoannoncering gennem YouTube TrueView tilbyder her en række unikke fordele i forhold til andre reklamemedier. Først og fremmest betaler du kun for ”rigtige” visninger, så dit annoncebudget anvendes mere effektivt og der, hvor videoreklamerne rent faktisk kan hive kunder ind. Du kan samtidig gennem programmet se præcist, hvor mange visninger du har opnået, så du altid har relevant og præcis annoncedata lige ved hånden.

På visse punkter kan true view-annoncer sammenlignes med Cost Per Click (CPC), da du her også først betaler, når folk interagerer med din annonce. I begge tilfælde undgår du at anvende unødvendige mængder af dit annoncebudget på kolde leads ved at sætte en maksimal pris. I forhold til TrueView-annoncer på YouTube kan du således fastsætte, hvad der kaldes en maksimal pris per visning (CPV eller cost per view). Du kan hermed specificere, hvor meget du højst ønsker at betale for dine annoncevisninger.

En pris per visning ligger her typisk under 1 kr. Afhængigt af din målgruppe og selve videoannoncen kan du også nogle gange være heldig kun at skulle betale få øre per visning. Der er altså god mulighed for at ramme din målgruppe for en lav totalpris, hvis du spiller dine annoncekort ordentligt.

Hvordan kommer du godt i gang med YouTube TrueView?

Siden 2006 har YouTube været ejet af Google. De to websitets hænger således tæt sammen i forhold til funktioner. Hvis du ønsker at anvende YouTube TrueView er det således nødvendigt, at du opretter en aktiv virksomhedsprofil på Google Ads. Herefter har du fuld kontrol over at opsætte, køre samt administrere dine videoannoncer i Google Ads under kampagnetypen ”Video”.

Når du opretter en videoannonce, har du mulighed for at vælge mellem forskellige kampagnemål; kundeemner, websitetrafik, produkt- og brandovervejelser samt brandbevidsthed og rækkevidde. Det er ikke et krav, at du vælger et mål for din annonce, men det er en nem metode til at konfigurere en vellykket videokampagne.

Kundeemner og websitetrafik henviser til mål om øgede konverteringer i form af flere klik og besøg på dit website. Brandbevidsthed og rækkevidde hænger her godt sammen med de såkaldte instream-annoncer, hvor fokusset er på at sprede kendskabet til din virksomhed. Målet produkt- og brandovervejelser refererer derimod til at påvirke kundeovervejelser gennem videoannoncer, der er designet til at generere engagement og interaktion fra brugerne.

I forhold til at gøre indtryk på din ønskede målgruppe tilbyder YouTube TrueView en række parametre, så du kan gøre dit segmentfokus så skarpt som muligt. Når du opsætter en true view-annonce kan du således specificere bestemte demografiske oplysninger såsom alder, køn, forældrestatus, interesser samt engagementsniveau og effektivitet i forbindelse med lignende videoer. De to måleværktøjer Google Analytics og YouTube Analytics giver dig her rig mulighed for at dykke ned i deres store datamængder, hvorigennem du kan skræddersy din målgruppe efter dit brandbehov.

En anden mulighed i forhold til målgruppeudvælgelse er ligeledes at fokusere på bestemte ”emner”. Emner refererer her til en bestemt kategoriinddeling, som videoer er underlagt, eller brugere kan vise interesse for. For eksempel kan du således vælge at markedsføre til kvinder i alderen 27 med interesse i emnet skønhed.

Gennem YouTube TrueView er der således god mulighed for at gå i dybden ikke kun med dit valg af videoannonceformat, men ligeledes hvilken annoncepris samt målgruppe, du går efter. Der er mange værktøjer at gøre brug af, når du opsætter din videokampagne. Det er derfor vigtigt at gøre sig overvejelser omkring dit overordnede kampagnemål samt præcisere, hvilket videoannonceformat der vil være bedst egnet til at opnå dette.

Heldigvis tilbyder Google Ads en lang række af informative og enkle guides, mens platformen ofte kommer med anbefalinger til, hvilket annonceformat der er bedst egnet til dig. Så er du annoncekøreklar med YouTube TrueView på kort tid.

Patrick Langtoft er ansat som konsulent med speciale i PPC-annoncering i Obsidian Digital. Til dagligt arbejder Patrick med at skalere kundernes forretning gennem Google Ads og YouTube annoncering, i tæt dialog med kunderne.

Patrick

Co-Head of PPC

+45 31 16 20 70pla@obsidian.dk

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe for en uforpligtende snak:

Kontakt os Ring på 60 73 60 60, skriv på obsidian@obsidian.dk eller udfyld formularen forneden