Søgemaskineoptimering af WordPress

Af Sasa Kovacevic
Kategori: CMS

WordPress er det mest udbredte Content Management Systemer på nettet og afvikler i dag omkring 25-30 % af alle hjemmesider på internettet – og sikkert også jeres website! Men hvordan får du sat WordPress op, så det er bedst muligt SEO-optimeret. Er det virkelig nok bare at installere WordPress SEO fra Yoast?

De fleste WordPress-brugere kender det smarte lille plugin WordPress SEO fra hollænderen Joost de Valk, bedre kendt under hans kælenavn Yoast, der også er navnet på hans firma. Men at tro at din WordPress-side er søgemaskineoptimeret bare fordi, du får installeret WordPress SEO fra Yoast er helt forkert. Du er godt på vej, men det kræver stadig en hel del fodarbejde af dig, før du er sikker på, at du har et WordPress-site, der giver dig de bedste forudsætninger for gode placeringer i søgeresultaterne.

Det starter med site-strukturen

SEO-arbejdet og SEO strategien starter allerede, når du planlægger dit website. Her er det vigtigt, at du får opbygget en struktur på webstedets sider, der afspejler vigtigheden af de enkelte søgeord. Det gøres ved at opbygge et hierarki af websider – sider i WordPress, ikke indlæg – med en side for hvert af jeres vigtigste søgeord.

Hierarkiet er opbygget således, at siderne for de vigtigste søgeord ligger øverst i hierarkiet og jo længere nede i hierarkiet siderne ligger, jo mindre vigtigt er søgeordet for jer. Det hjælper Google til at forstå søgeordene og deres vigtighed, samt deres indbyrdes relationer og hvilke semantiske sammenhænge I anvender søgeordene i. Det er de første vigtige skridt på vejen mod de placeringer i søgeresultaterne, I drømmer om.

Opbyg sitestrukturen som et organisationsdiagram i f.eks. PowerPoint og implementér det som sider i WordPress ved hjælp af Sideegenskaber-ruden i sideredigeringsværktøjet. Her kan I vælge hvilken side, der er forælder til siden og derved opbygge den webadresse (URL), Google anvender til at forstå jeres sidehierarki med.

Den rigtige permalinkstruktur

Det næste vigtige skridt i retning af et godt søgemaskineoptimeret site er at sikre, at Google kan indeksere jeres sider og poster på bloggen korrekt. Det starter med valget af den rigtige struktur for permanente link eller rettere hvilken webadresse de enkelte sider og poster skal optræde med.

Her er standarden, at WordPress anvender den enkelte posts eller den enkelte side nummer i den bagvedliggende SQL-database som webadresse. Det er en URL, der er nem at håndtere for WordPress, men sandt at sige ikke siger meget om indholdet. Så derfor skal den skiftes, så webadressen i stedet afspejler titlen på det enkelte blogindlæg eller den enkelte side.

Det indstiller du under Indstillinger | Permanente Link i administrationsdelen af WordPress. Den mest optimale out-of-the-box indstilling under Almindelige indstillinger er Navn på indlæg, men vil du gerne give Google et bedre indblik i strukturen på dit website, skal du vælge Egen struktur og så skrive /%category%/%postname%/ i tekstfeltet bagefter.

Så får du en måske lidt for lang, men meget nydelig URL på din blog, hvor det fremgår, hvilken kategori indlægget er postet under, samt et unikt navn på selve posten, f.eks. ”http://xyz.dk/inspiration/nyt-haardesign”. Det giver samtidig en mere menneskevenlig webadresse. Alene ud af URL’en kan selv vi mennesker forstå, at der er tale om en artikel, der giver inspiration til nyt hårdesign.

WWW eller ikke-WWW?

Skal der indgå de berømte tre www’er i jeres webadresse eller er det ikke nødvendigt. Google er lidt ligeglad, så længe I er konsekvente. For kan den finde og indeksere den samme side eller det samme indlæg både med og uden www, tæller det som duplicate content.

Derfor er det vigtigt, at du får sat det korrekt op en gang for alle, så I anvender den samme webadresse med eller uden WWW, som den webadresse I har valgt som foretrukket domænenavn i Google Search Console (for det har I selvfølgelig allerede oprettet, ikk?).

I WordPress sætter du dette op under Indstillinger | Generelt i WordPress-adresse (URL)-feltet. Indtast adressen sådan som den skal vises med eller uden www. For nemheds skyld sørger du for, at der står det samme i Webstedsadresse-feltet. Hvorfor og hvad dette felt kan bruges til, kan du altid få en lang søforklaring på en anden gang.

Derefter går du over i Google Search Console og vælger Site Settings. Under Preferred Domain vælger du den indstilling der passer til den webadresse, du indtastede i WordPress-indstillingerne.

Er adresserne ens begge steder, er du helt sikker på, at Google kun indekserer den version af webadressen, du har angivet – med eller uden www.

Hold webadressen på det enkelte indlæg så kort som muligt

Generelt er det en god ide at holde webadresserne så korte som muligt. Google har i hvert fald tidligere vægtet ordene i webadressen efter deres placering, selv om man tit ser beviser på det modsatte. Men det skyldes primært, at der er andre faktorer på siden, Google har vægtet højere. For Google annoncering er en holistisk søgemaskine, der bruger mange forskellige faktorer til at ranke siderne på i søgeresultaterne. URL’en er bare en enkelt af dem.

Skal du være helt sikker på, at Google fatter hvilket ord dit indlæg eller din side forsøger at ranke for, skal du derfor placere det så tidligt i webadressen som muligt.

Har du valgt en af de to permalinkstrukturer, vi har foreslået herover, skal du derfor holde øje med den webadresse, WordPress genererer som standard. For som standard konverterer WordPress bare din overskrift til en webadresse med bindestreger mellem de enkelte ord og uden stopord og danske tegn i.

Det er oftest alt, alt, alt for langt. Men heldigvis kan du afkorte længden på adressen, så der kun indgår søgeordet eller søgefrasen, du forsøger at få indlægget eller siden til at ranke for, og så eventuelt et par supplerende ord. Derved gør du også adressen mere menneskevenlig og da du med søgeordet vælger et eller flere ord, som folk har brugt i deres søgning, fremhæves de i søgeresultaterne i Google som en ekstra bekræftelse på, at jeres side er den rigtige at gå ind på.

Du tilpasser webadressen ved at gå op under overskriften i side- eller postredigeringsværktøjet og klikke på Rediger-knappen til højre for webadressen og så korte den foreslåede adresse op. Husk: Der skal bindestreger ind i stedet for mellemrum og du kan hverken bruge æ, ø, å eller andre specialtegn i adressen. Gå efter at holde den inden for maksimalt 5 ord og gerne kortere.

Undgå duplicate content i kategorierne

Udgiver du dine indlæg under to eller flere forskellige kategorier, kan du risikere, vil Google opfatte indlægget som duplicate content, da det kan tilgås fra flere forskellige webadresser – nemlig en for hver af de kategorier, du har udgivet indlægget under.

Tidligere var du manuelt nødt til at oprette et canonical tag, der sikrede at Google kun registrerede siden under en af kategorierne. Men anvender du en af de nyeste versioner af WordPress – hvilket du altid bør gøre, hvis du vil undgå at hackere udnytter gammelkendte sikkerhedshuller – kan du nemt undgå det, ved at vælge en af kategorierne som den primære.

Derved opretter WordPress selv det nødvendige canonical tag for dig, så du undgår straf fra Google for duplicate content.

Få styr på Titler og beskrivelser

Ved at få styr på Titler og beskrivelser, er det muligt at gøre Google opmærksom på indholdet på hver enkelt side. Ved at benytte sig af det kendte ”Yoast seo” plugin er det muligt at indsætte en passende titel og beskrivelse af siden. Det er vigtigt at titlerne stemmer overens med indholdet på siderne, da søgemaskinerne går ind og læser på disse titler. Dette er vigtigt da dette har indflydelse på din ranking på Google.
Når der indsættes titler på siderne eller kategorierne, er det relevant at vælge et søgeord, der sigtes efter at ranke godt på.

Beskrivelserne læses ikke direkte af søgemaskinerne, men bevirker at flere brugere trykker på netop dit link. Der er derfor stadig relevant at skrive gode beskrivelser, da mange kliks i sidste ende resulterer i en højere ranking.

Husk at søge optimere billederne

En vigtig on-page SEO-faktor som mange glemmer, er at udfylde billedbeskrivelserne i billedets Alt-tag. Det bruges af oplæsningsprogrammer, der læser websider op for blinde og Google bruger beskrivelsen til at ranke dine billeder i deres billedsøgeresultater – og har du gode billeder på dine sider, er det en nem genvej til mange ekstra besøgende.

Så se at få udfyldt billedernes Alt-tags. Det er tilmed nemt i WordPress. Når du har uploaded billedet til din post eller side, udfylder du simpelthen Titel- og Alt Tekst-felterne ovre til højre med beskrivende tekster på samme måde, som når du udfylder title og meta descriptions for dine poster og sider i dit SEO-plugin – du behøver dog ikke overholde samme længde- og formatkrav til beskrivelserne. Husk at gøre teksten til en reel beskrivelse af billedet. Det giver ikke kun Google, men også blinde og svagtseende et godt indtryk af jeres hjemmeside.

Forær Google overblik over din hjemmeside

Skal du hjælpe Google mest muligt med at indeksere din hjemmeside korrekt, kan du overføre et sitemap i XML-format til dem via Google Search Console.

Har du installeret WordPress SEO fra Yoast, er det ekstra nemt at gøre. For plugin’et opbygger og vedligeholder et XML-formateret sitemap. Derved slipper du for at skulle spekulere på at opdatere sitemappet hver gang du har udgivet en ny side eller et nyt indlæg. Det klarer Yoast for dig.

Sitemappet ligger på en bestemt adresse, som du bare skal fortælle Google. Så henter de selv data derfra. Gå ind under SEO | XML Sitemaps i administrationsinterfacet og klik på XML-sitemap-knappen og kopiér webadressen fra siden over i Google Search Console og bed Google om at verificere sitemappet. Så ved Google altid, hvor det finder den seneste version af jeres sitemap.

Stol ikke blindt på WordPress SEO’s anbefalinger

En af fordelene ved WordPress SEO-pluginet frem for mange af de andre SEO-plugins er, at det kommer med anvisninger på, hvordan du kan forbedre din side eller dit indlægs SEO-score. De nyeste versioner måler også på læsbarheden af teksten på siden. Den får større og større betydning i Googles algoritmer.

Men selv om de sikkert prøver at holde alle anbefalinger opdateret og selv om de er blevet bedre til at håndtere andre sprog end hovedsprogene, så tag deres anbefalinger med et gran salt – især på dansk. For er der danske tegn i fokussøgeordet passer pluginets advarsler om manglende fokussøgeord i sidens webadresse f.eks. ikke – og der er også andre detaljer, der ikke er helt korrekte i deres anvisninger.

Hold dig orienteret og få hjælp til SEO-arbejdet i WordPress

Så selv om du har et plugin til at hjælpe dig, skal du stadig holde dig opdateret med de nyeste udviklinger inden for SEO og søge hjælp til SEO-arbejdet i WordPress, hvis du vil være sikker på at komme til tops i søgeresultaterne.

Her i artiklen har vi kun lige kradset i overfladen. For der er masser af andre faktorer ved WordPress, du skal have styr på, hvis du vil sikre dig et så Google-venligt websted som muligt. Det kan vi hjælpe dig med hos Obsidian Digital.

Snippet optimization

Det er vigtigt at gøre visuelt opmærksom på dit link i søgeresultaterne. Med Snippet optimization er det muligt at tilføre linket i søgeresultaterne ekstra virkemidler som kan være med til at skabe opmærksomhed omkring linket.

Det er blandt muligt at tilføre linket et billede, som viser hvad siden handler om, eller udbyder. Med ”Rich snippets” er det muligt at tilhøre linket informative samt visuelle virkemidler. Det er blandt andet muligt at indsætte ”ratings” som har til hensigt at fange øjet af den søgende, samtidig med at den signalerer kvalitet omkring produktet/ydelsen. Brugen af Rich snippets er et oplagt værktøj, til at øge hjemmesiden ”click-trough-rate” hvilket styrker sidens placering hos søgemaskinerne.

På Schema.org, er det muligt at hente værktøjer og inspiration til hvilke mark-ups der ønskes at bruges. Det er ligeledes muligt at indhente inspiration til hvilke mark-ups der passer til det specifikke produkt som udbydes. Schema.org er skabt i samarbejde mellem Google, Microsoft og yahoo, hvilket gør at disse mark-ups virker på flere søgemaskiner.

Hastighed – Cache Plugin

Det er vigtigt for brugeroplevelsen på siden at loadtiden mellem funktionerne er så hurtige som muligt. Dette er både set fra brugernes perspektiv, men også set med Googles øjne som ligeledes ranker efter hastigheden på siden. Dette er blevet vigtig faktor for Google, der har fået mere og mere fokus igennem de sidste par år, hvilket gør det til en utrolig vigtig faktor for SEO.

 

For at imødekomme hastighedsproblemer, er det muligt at installere flere forskellige plug-ins for at afhjælpe løbende hastighedsnedsættelser. Det er blandt andet plug ins såsom, WP Super Cache der anbefales at bruge, hvis hastigheden på loadtiden skal opretholdes.  Wp Super Chache kan findes inde i plugins – tilføj nyt.

Efter det nye plugin er downloadet, skal du huske at trykke Aktiver for endeligt at aktivere det downloadede plugin. Funktionen Aktiver/Deaktiver er vist lige under titlen på det plugin du har downloadet.

Andre gode WP kilder

Sasa Kovacevic er co-founder og partner hos Obsidian Digital. Min tilgang til forretning er pragmatisk, og der er altid fokus på områder, som giver mest bang-for-the-buck.

Sasa Kovacevic

Partner

+45 60 15 71 21sak@obsidian.dk

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe for en uforpligtende snak:

Kontakt os Ring på 60 73 60 60, skriv på obsidian@obsidian.dk eller udfyld formularen forneden