Sådan optimerer du din interne søgemaskine

Af Christian Bertelsen
Kategori: SEM ordbogen, SEO ordborg

Det er vigtigt, at du optimerer din interne søgemaskine på hjemmesiden, så dine besøgende kan finde det, de leder efter. Det kan du for eksempel gøre ved at optimere i forhold til synonymer og stavefejl.

Som hjemmeside- eller webshopejer vil du helst ikke have, at dine besøgende bruger din interne søgemaskine. Det er langt bedre, hvis de kan finde frem til de rette blogindlæg og de rette varer ved at navigere i menuen, klikke på links eller i produktoversigter, frem for at skulle søge efter dem.

Derfor bør der ikke være mere end 1-3 % af de besøgende, der bruger søgemaskinen. Kommer tallet op i nærheden af 10 %, skal du til at optimere navigationen på din hjemmeside, så det bliver nemmere at finde rundt på den.

Det store problem ved, at de besøgende søger internt på din hjemmeside, er, at der er en langt større risiko for, at de ikke finder det, de leder efter – også selvom du har det på siden. Du skal derfor sørge for at have en god og optimeret intern søgemaskine, så det bliver muligt for dine kunder og læsere at finde frem til det, som de leder efter, når de er inde på din hjemmeside.

Optimer i forhold til synonymer og stavefejl

Når dine besøgende skriver i dit søgefelt, hvad de leder efter, er det ikke sikkert, at de skriver det, som du tror, at de vil skrive. Skriver de ”cowboybukser”, mens dine jeans kun kan blive fundet, hvis kunden søger på ”jeans”, vil kunden få vist, at der ikke er nogen på siden. Måske vil det få dem til at opgive købet.

Det er derfor vigtigt, at du har optimeret dine varer i forhold til, at det skal være muligt at finde dem med synonymer. Dermed vil dine søgninger blive mere relevante for dem, der besøger hjemmesiden.

Derudover kan det også være en god ide, at du optimerer imod sætninger og spørgsmål. Hvis jeansene for eksempel vil være en perfekt konfirmationsgave, skal de selvfølgelig også dukke op, når dine kunder søger på det.

Endelig må du ikke glemme, at dine kunder måske ikke er de skarpeste til at stave. Det skal de ikke straffes for. Derfor er det også en god ide, at du tænker ind, hvilke almindelige stavefejl der er i for eksempel ”jeans” og ”cowboybukser” og andre synonymer af ordet.

Sådan kan du bruge dataene fra din interne søgemaskine

Udover, at du skal optimere den søgemaskine, du har internt, kan du faktisk også bruge søgemaskinen til at lære om, hvad der bliver søgt efter. Hvis mange søger for eksempel efter et bestemt produkt, som du ikke har? Måske kan det være, at du skal til at føre det – eller til at overveje, hvad dit brand er.

Søger folk på spørgsmål på din hjemmeside, kan du bruge dem til din content marketing. Har du en blog på din hjemmeside eller webshop, er det oplagt, at du bruger spørgsmålene som baggrund for en tekst.

 

4.56 25
Christian Bertelsen arbejder som SEO-Konsulent hos Obsidian Digital, med særlige kompetencer inden for linkbuilding og teknisk SEO. Udover at arbejde med SEO, står Christian Bertelsen også for Obsidians interne læringsakademi, hvor Obsidians medarbejdere løbende bliver videreuddannede, så de altid er på forkant med de seneste trends indenfor online marketing.

Christian Bertelsen