Prioriter vigtige siders styrke med antallet af interne links

Af Henrik Bondtofte
Kategori: SEO

Få interne links betyder få besøgende til en side. Antallet af interne links til en side fortæller noget om, hvor vigtig den er. Jo vigtigere en side er, desto oftere linkes der til den.

Jo flere interne links en side har, desto mere linkværdi har den, og jo større chance har den for at konkurrere i søgeresultaterne.

Sider med få interne links har altså dårlige forudsætninger for at klare sig godt i søgeresultaterne.

Tilretning sker ved at oprette flere interne links til disse sider. Antallet af interne links er dermed en prioriteringsmetode, du som webmaster frit kan benytte til at prioritere og organisere vigtigheden af dine sider på dit website.

Find frem til det gennemsnitlige antal interne links

For at prioritere i din sider er det vigtigt, du først kender gennemsnitsantallet af interne links for en side på dit website som helhed.

På denne facon kan du nemt vurdere, om en side får færre eller flere interne links end gennemsnittet. Værktøjer som Oncrawl og Screaming Frog kan alle komme med en gennemsnitsværdi pr. URL for dit website.

Lad os sige, du finder frem til, at siderne på dit website i gennemsnit har 20 interne links pegende ind på sig. En prioriteret side vil derfor være alle de sider, der får over 20 interne links, mens en underprioriteret vil være sider, der får færre end 20 interne links.

Når du har denne formel klar, er det meget nemt at optimere.

Se, hvilken side du prioriterer højest nu

Du kan bruge en webcrawler som eksempelvis Screaming Frog til at crawle din hjemmeside, og se antallet af interne links for de enkelte sider.

Vælg Internal, og klik på filter, og vælg HTML. Sortér på antallet af interne links (Inlinks), og du får en ordnet liste med de vigtigste sider øverst (højest til lav).

Du vil som ofte (læs: i stort set hvert eneste tilfælde) se en række sider, der får væsentligt flere inlinks end andre på dit website. Disse er som udgangspunkt din primære navigation, du linker til fra alle sider, uanset om der så er tale om footer, widget eller topnavigation.

Hvis du ikke har adgang til Screaming Frog, kan du bruge Search Console til at finde frem til selvsamme.

Åbn Search Console, navigér til bunden af navigationsmenuen til venstre, og se under “Forældede værktøjer og rapporter”. Klik på links. Du får nu en side frem, hvor du blandt andet kan se oversigten, der vises til højre. 

Du kan klikke dig ind på oversigten, og få vist op til 1000 sider. Du kan også eksportere oversigten til eksempelvis Excel, hvor du kan summe alle interne links sammen og dividere det ud på antallet af sider. Herefter får du gennemsnitsantal interne links pr. side for dit website.

Så hvordan prioriterer jeg?

Du finder gennemsnitsværdien for antal interne links og bruger den som tommelfingerregel. Du skal samtidig sørge for at tjekke, om din eksisterende prioritering afspejler det afkast, du selv ønsker. Er der sider, der har mange interne links, men som måske ikke er målrettet en søgning? Hvis ja, skal du reducere antallet af interne links til denne side!

Er der sider, der har mange interne links, som slet ikke er vigtige? Reducer antallet af interne links! Finder du sider, der er vigtige for dig, som har få interne links, så opret flere interne links til dem.

Som gennemgået i afsnittet om prioritering af søgeord og sider kan du bruge site: kommandoen i Google til at finde sider at linke fra.

Generelt set bør de sider, som møder størst konkurrence i SERPs, have flest interne links, medmindre dette ikke er ens vigtigste sider. Det vil det dog i mange tilfælde være.

Har du en lille række af sider, som er meget vigtige for dig, bør du overveje at implementere disse som en fast del af navigationen. Det kunne eventuelt være ved at tilføje dem til en footer, der går igen på alle sider.

Husk dog på, at sider, der ligger i topnavigationen, får overført mere værdi end dem, der sættes i en footer – det ændrer dog ikke på antallet. Det kan derfor være en idé at indsætte meget vigtige sider i topnavigationen, også selvom de ikke er en del af det, der kendetegner en normal navigation for et website som helhed. 

 

Henrik Bondtofte