Sådan arbejder du med mobil SEO

Af Sasa Kovacevic
Kategori: SEO

Mobil SEO er vigtig, hvis din hjemmeside skal klare sig godt i søgeresultaterne. For i dag er det din hjemmesides mobilversion, der bestemmer dens placering i søgeresultaterne. Derfor bør du sørge for, at siden svarer lynhurtigt og ser godt ud på mobilen, samt i øvrigt spiller max på alle de parametre, vi gennemgår i denne guide til mobil SEO.

I dag foregår omkring 60 % af alle søgninger på Google fra en mobiltelefon. Det vil sige, at der er langt flere, som søger fra mobilen end fra en traditionel desktop-computer. Derfor meldte Google allerede sidste år ud, at de ville fjerne opsplitningen af søgeresultaterne i henholdsvis et desktop- og mobilindeks, så det fremover kun var mobilindekset, der bestemte sidens placeringer i søgeresultaterne. Derfor ville det fremover være mobilversionen af din hjemmeside, der afgjorde siden placeringer både på desktop- og mobilsøgnigner.

Der skulle dog gå næsten et år efter udmeldingen, før Google rent faktisk fjernede opsplitningen. Først nu er det i hvert fald synligt, at det nu er mobilversionen, der tæller, når siderne på din hjemmeside skal indplaceres i søgeresultaterne.

Men hvordan får du din hjemmeside til at ranke optimalt for dens mobil-side? Det giver vi dig en guide til her, der tager dig hele vejen igennem alle de punkter, du bør være opmærksom på, når du skal optimere din hjemmeside til mobil SEO.

Hvad er mobil SEO?

Mobil SEO går kort sagt ud på at optimere din hjemmeside på smartphones, så den ranker bedst muligt i søgeresultaterne i Google. Det handler om at sikre hurtige svartider og læsbare sider på mobilen, samt om at sørge for at Google kan tilgå dine webstedsressourcer fra mobilversionen af siden.

Se også vores SEO-framework

Hvorfor er mobil SEO vigtig?

Som allerede nævnt foretages omtrent 60 % af alle Google-søgninger fra en mobil. Det betyder, at der i dag foretages over 27,8 milliarder flere søgninger på mobilen end på computeren – og den forskel vokser hastigt i mobilens favør.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at du får gået dit website igennem med en tættekam, så det spiller max, når Google skal vurdere, hvor godt siden tager sig ud på mobilen. For Google vil naturligvis kun henvise til de sider, der er bedst at læse på mobilen. Derved giver de deres brugere den bedste oplevelse med deres søgeresultater.

Det handler primært om at Google-optimere din mobil-side

Når du skal SEO-optimere til mobilen, handler det primært om at få siden til at give størst mulig værdi i Googles algoritmer. For 95 % af alle søgninger på mobilen foretages på Google.

Det er endnu en grund til, at Google er så opmærksom på, at deres søgeresultater giver de bedst mulige søgeresultater på mobilplatformen. For det er simpelthen nødvendigt, hvis de skal fastholde deres næsten totale dominans på mobilsøgninger.

Hvad er det for parametre, der er vigtige i Mobil SEO?

Når det kommer til, hvad det er du skal optimere på, for at din side ranker bedst muligt for sin mobilversion, handler det især om disse parametre:

  • Siden skal svare hurtigt – selv over en mobil dataforbindelse
  • Det skal være til at se, hvad siden handler om med det samme
  • Der må ikke skjules indhold på mobilversionen af siden
  • Der skal være en brugbar navigation – også på mobilversionen
  • Der må ikke anvendes popups, der fylder mere end skærmstørrelsen
  • Alle ressourcer (scripts m.v.) skal kunne indlæses på alle enheder
  • Interne links og redirects skal fungere på samtlige platforme

Vi kommer nærmere ind på de respektive punkter i løbet af artiklen.

Hvad er mobile enheder i Googles verden?

De fleste af os regner med, at mobile enheder både omfatter mobiltelefoner og tabletcomputere. Men det er faktisk ikke tilfældet i Googles verden. De anser ikke tablets for at være mobile enheder på samme måde som mobiltelefoner. De ligger i en kategori for sig. Så når Google taler mobil SEO, taler de udelukkende om din sides udseende på en smartphone.

Til gengæld er du også sikker på, at hvis din hjemmeside ser godt ud på en mobiltelefon, vil den oftest også gøre det på en tablet-computer, uanset skærmstørrelse og opløsning. Så ved at optimere din hjemmeside til mobilen, optimerer du den også til visning på en tablet.

Hvordan vælger du det rigtige fundament for din mobilside?

Som sagt skal din hjemmeside være mobilvenlig, hvis du skal sikre dig, at du kan få eller fastholde de bedste placeringer i søgeresultaterne. Når du skal gøre hjemmesiden mobilvenlig, kan du vælge at gøre det på tre forskellige måder. Nemlig enten ved at:

  • Oprette en mobilversion på en særlig webadresse
  • Bruge dynamisk visning af siden baseret på enhed
  • Bruge et responsivt design der er bygget til mobilen først

En mobilversion på en særlig webadresse

De første mobilvenlige version af hjemmesider, blev bygget som separate websteder, oftest med et ”m.” foran hjemmesidens webadresse. Så hed mobilversionen “m.mitwebsted.dk” i stedet for “www.mitwebsted.dk”.

Denne metode er der stort set ingen, som bruger i dag, da den giver en række problemer. F.eks. kommer alle dine sider på webstedet til at ranke med to forskellige webadresser for det samme indhold. Det er lig med duplicate content, hvis du ikke får kodet de rigtige “rel=canonical” og “rel=alternate” tags på ind på alle siderne.

Dernæst skal du holde to forskellige versioner af hver eneste webside opdateret hele tiden. Det kan hurtigt gå galt.

Så glem alt om at bruge denne løsning.

Dynamisk visning baseret på enhed

Den næste løsning kan du sådan set også lige så godt glemme. Den går ud på at kode alle dine websider, så de ligger i forskellige versioner, der så kan vises, alt efter hvilken type mobilenhed, siden bliver vist på. Det betyder, at der både ligger en desktop-version og en version for hver af de mobilenheder, der er mest udbredte.

Det giver et enormt kodearbejde og kommer der nye mobiltelefoner, som hurtigt bliver populære, skal du til at kode en ny version til dem. Ellers kommer siden til at se forfærdelig ud, eller du risikerer at få vist desktop-versionen i stedet.

Den eneste fordel ved denne løsning er, at alle websider beholder deres webadresse. Du ender altså ikke med at få to forskellige versioner af den samme side på hver sin URL. Så SEO-mæssigt er det en bedre løsning end den første løsning.

Men opdateringsarbejdet kan nemt blive en stor, ressourcekrævende belastning. Så derfor vil vi heller ikke anbefale denne løsning.

Responsivt design

Den mest optimale løsning – og i øvrigt den som Google anbefaler – er det, som kaldes for responsivt design. Det tilpasser automatisk sidens webdesign til, hvilken type enhed siden vises på – helt uden at der skal bruges forskellige webadresser eller siden skal kodes til forskellige enheder. Designet tilpasses efter skærmbredden på den enkelte enhed ud fra en række forskellige foruddefinerede skærmbredder.

Så responsivt design er den løsning, vi altid vil anbefale. MEN det er vigtigt, at det responsive design I vælger først er designet til mobilen og derefter tilpasset til visning på tablet og desktop. Derved er I sikker på, at designet er ordentligt mobiloptimeret.

Hovedparten af de responsive designs der findes på markedet, er designet den anden vej rundt: Altså først til desktop-versionen og derefter tilpasset tablet og mobil. Det gælder især de mange gratis-temaer der ligger til det populære CMS WordPress. Det kan lyde som en lille detalje. Men er det responsive design ikke først og fremmest udviklet til mobilen før de andre platforme, kan det rent faktisk give jer problemer med dårlig tilpasning af visningen på en mobil – og deraf følgende dårligere placeringer i søgeresultaterne.

Så gå efter at vælge mobile-first responsive webdesigns.

Få et godt udgangspunkt for at mobiloptimere dit website

Før du går i gang med at mobiloptimere din hjemmeside, er det en god ide at få en indikation af, hvor galt det står til.

Her har Google nogle ret gode værktøjer, som både kan vurdere, hvor mobilvenlig din hjemmeside allerede er, samt komme med helt konkrete anvisninger på, hvad du kan gøre for at optimere mobil SEO på siden.

Et godt sted at starte er i Google Search Console. Under Søgetrafik finder du siden Mobilanvendelighed. Her får du en liste over konkrete problemer med din mobil SEO, samt hvilke sider som har disse problemer. Klikker du ind på de enkelte sider får du en fremgangsmåde til, hvordan du tjekker og retter problemerne.

Et andet og ret godt sted at starte din mobil SEO-optimering er ved hjælp af Googles Mobile-Friendly test-side. Her kan du indtaste en hvilken som helst webadresse fra din hjemmeside og få en vurdering af, hvor mobilvenlig siden er, samt hvilke problemer Google kan finde på siden. Lidt ulogisk står fejlene anført over vurderingen af sidens mobilvenlighed.

Page partially loaded

En af de fejl som folk oftest får med Googles Mobile Friendly test-værktøj er meddelelsen ”Page partially loaded”. Det betyder, at der er nogle ressourcer på siden, som Googles mobil-søgerobot ikke har adgang til at crawle. Det er et større problem, end du måske tror.

For hvis Google ikke kan crawle hele indholdet på siden, kan de ikke afgøre om siden er mobilvenlig eller ej. Kan Google ikke det, resulterer det i, at du får dårligere placeringer i søgeresultaterne, fordi Google kun anvender et søgeindeks – og det er mobilversionen!

Har du fået blokeret for nogle af hjemmesidens ressourcer, som Google skal bruge for at kunne vurdere mobilvenligheden, kan du finde en oversigt over blokerede ressourcer i Google Search Console. Den ligger under Google-indeks à Blokerede ressourcer.

Er der listet nogle mapper på webserveren i oversigten, skal du lige en tur forbi din webservers robots.txt og se, hvad der står under User-agent. Du kan tilgå robots.txt via et FTP-program eller via file manageren i administrationsmodulet på dit webhotel. Selve filen ligger i roden af webstedet.

I robots.txt skal du fjerne blokeringen af de pågældende mapper ved at slette disallow-linjen for den pågældende mappe. Læg derefter den nye robots.txt op og vent, til Google har fået indekseret siden igen.

Test og optimér indlæsningshastigheden

Endelig kan ThinkWithGoogle.com give dig en masse god indsigt i, hvordan du fikser eventuelle problemer, der spænder ben for mobilvenligheden af din hjemmeside – specielt når det gælder indlæsningshastigheden på hjemmesiden.

Her er det oftest dårligt weboptimerede billeder, blokering af JavaSCrips og manglende brug af cache-lagring af de enkelte websider, der spænder ben for indlæsningshastigheden.

Dræb popups på dine mobilsider

En af de ting, som de her værktøjer ikke kan advare dig om, er brugen af popups på din side. De spærrer for, at brugerne kan se indholdet på siderne og det bryder Google sig ikke om. Slet ikke hvis popup’en dukker op, lige så snart siden åbnes.

Endnu værre er det, at popups også nemt giver en dårlig brugeroplevelse på mobilen (og det er netop derfor Google også er efter dem). For oftest er popup’en så stor, at det kryds du skal lukke den med, ikke falder inden for skærmstørrelsen på mobilen – eller også er der ikke plads til at trykke uden for popup’en, så den forsvinder på den måde.

Du kan dog godt have popups på mobilen, hvis du er sikker på, at popup’en:

  • Ikke spærrer for den besøgendes mulighed for at få bekræftet, at de er havnet på den rigtige side
  • Kan lukkes med et synligt kryds inden for skærmen eller ved at der er plads til at klikke udenfor popup’en

I praksis kan det dog være svært at skabe en popup, der opfylder disse krav på samtlige mobilskærmstørrelser. Så vores råd til dig er at droppe alle former for popups på mobilen. Indsæt dem i stedet som integrerede dele af mobilversionen af siden.

Tjek mobilversionen for forskellige skærmstørrelser

Selv om Google opfatter din side som mobilvenlig, kan der sagtens være stor forskel på, hvordan siden ser ud, alt efter hvilken type mobiltelefon siden vises på. Her kan du med fordel tjekke din side på et af de online værktøjer, der gør det muligt at tjekke, hvor responsiv din hjemmeside er.

Sådan et værktøj er f.eks. http://responsivedesignchecker.com. Her kan du vælge mellem forskellige skærmstørrelser på computere, samt forskellige mærker og skærmstørrelser af tablets og mobiltelefoner. Derefter vises siden, som den vil se ud på den pågældende mobilenhed eller skærmstørrelse.

En anden mulighed er at bruge den særlige Googlebot-simulator (fetch as Google) i Google Search Console og vælge Mobiltelefon: Smartphone før du klikker på Hent-knappen. Herefter kan du rulle ned over miniaturevisningen af siden og se, hvordan Google ser den pågældende webside på webstedet.

Derved kan du nemt se, om der f.eks. er lange ord, som giver problemer med orddelingen på mobilen, eller om der er elementer, som er for brede til at blive vist korrekt.

Kører du med WordPress som jeres CMS, kan du fikse orddelingen med et plugin som f.eks. wp-thypography. Det sikrer korrekt orddeling på over 70 forskellige sprog, herunder dansk. Der kan være nogle smuttere, som kræver, at du håndkoder orddelingen, lige som du har mulighed for at ændre på orddelingszonerne i pluginets indstillinger.

Du kan også være ligeglad – for Google tjekker ikke for dårlige orddelinger. Men det giver altså en dårlige oplevelse for dine besøgende, hvis der er forkerte eller manglende orddelinger i f.eks. sidens overskrifter og mellemrubrikker, når den vises på mobilen.

Undgå at skjule indhold på mobilversionen

For at forkorte indlæsningstiden for mobilversionen af en webside, har mange kørt med et system, der skjulte en del af sidens indhold bag en Læs mere-knap. Eller viste noget af indholdet på siden på nogle faner, som du så kunne klikke rundt imellem som besøgende. Det har den fordel, at siden samtidig bliver mere overskuelig for de besøgende på mobilen.

Problemet er bare, at Google ikke anser skjult indhold for lige så vigtigt, som det indhold, der er synligt på siden. Og da det er mobilversionen af siden, der tæller i Googles søgeindeks, kan det altså betyde, at du mister placeringer i søgeresultatet, hvis du skjuler indhold på denne måde.

Så vores anbefaling er, at alt vigtigt indhold på siden – altså det indhold som skal få siden til at ranke på dens søgeord – er synligt. Men du kan godt skjule eventuelt mindre relevant indhold, der ikke har betydning for søgeordene. F.eks. faktabokse, ordlister eller andet uddybende indhold.

Hold din mobilside på god fod med RankBrain

Skal du sikre de enkelte sider på din hjemmeside de bedste forudsætninger for at få gode placeringer i søgeresultaterne, skal du holde dig på god fod med Google RankBrain. For så snart RankBrain opdager et eller andet, der spænder ben for mobilvenligheden, giver den siden et drag over nakken, så den dykker gevaldigt i placeringerne.

Sørg for at siden indlæses hurtigt

Det allerførste du skal sikre dig, er, at hver enkelt side på hjemmesiden indlæses på under et sekund på en mobiltelefon. Og gerne hurtigere end det!

Du kan tjekke indlæsningshastigheden med Google’s PageSpeed Insights-værktøj. Det giver siden en bedømmelse på en skala fra 0 til 100, og kommer både med optimeringsforslag og anvisninger på, hvordan du foretager dem.

Sørg for at siden er nem at læse på mobilen

Så snart Google mener, at de besøgende er nødt til aktivt at foretage sig et eller andet, for at se alt indholdet på siden, bliver du også straffet på dine placeringer. Det gælder f.eks., hvis de besøgende skal til at scrolle fra side til side eller skal zoome ind og ud på siden, for at kunne læse hele siden, kunne se teksten ordentligt eller ramme knapper og øvrige interaktive elementer på siden.

Så sørg for, at:

  • Bruge store tydelige skrifttyper på siden, gerne 16-18 punkt i fontstørrelsen
  • Have en god kontrast mellem tekst- og baggrundsfarve, så teksten er tydelig
  • Anvende mange korte afsnit med korte sætninger i – maksimalt 60-70 ord i hvert afsnit
  • Bruge ekstra store knapper med god afstand imellem, så de er nemme at ramme

Derudover hjælper det også gevaldigt, hvis indholdet er skrevet spændende og fængende, så de besøgende bliver hængende længere tid på siden. For netop dwell-time (den tid de besøgende i gennemsnit bliver på en given webside) er en vigtig parameter for RankBrain og her hjælper både godt indhold, let læselig tekst og et nemt og indbydende webdesign på mobilen, til at hæve de besøgendes dwell-time på siderne.

Sørg for at billedet billeder og header-elementer ikke tager fokus

Det er også vigtigt, at billeder og header-elementer ikke fylder hele skærmen på mobilen, når den besøgende indlæser siden. Den besøgende skal have vist så meget tekst, at vedkommende kan afgøre, om det her er den rigtige side for ham eller hende – uden at behøve at scrolle.

Sørg for ekstra luft

Som sagt er det vigtigt, at der er godt med plads omkring og mellem de forskellige elementer på siden. Det gælder ikke bare knapper og andre klikbare elementer, men også selve indholdet på siden. Den lille skærmstørrelse får nemlig nemt indholdet til at se sammenpresset og klemt ud, hvis der ikke er lidt ekstra luft lagt ind sammenholdt med desktop-udgaven af siden.

Mange webdesignere anvender således en tommelfingerregel, der kort og godt hedder, at hvis du synes der er for meget luft, er der tilpas med luft til, at siden tager sig godt ud på mobilen. Dog bør du naturligvis ikke have så meget luft mellem f.eks. tekstafsnit og billeder, at folk kan tro, at siden er slut, eller skal til at scrolle unødvendigt meget for at komme fra afsnit til afsnit i teksten.

Sørg for at der ikke er andre elementer, der dækker indholdet

Udover popups er det også vigtigt, at der ikke er andre elementer, som dækker for indholdet på siden. Det gælder også de knapper, mange anvender til at dele indholdet på siden med på de sociale medier. De er oftest placeret ude i siden og følger så med nedad, når den besøgende scroller – i hvert fald på desktop-versionen af siden.

På mobilen virker dette ikke. Her kan du i stedet finde nogle plugins eller udvidelser til jeres CMS, der placerer delingsknapperne i bunden af mobilskærmen. Derved er de fortsat tilgængelige hele tiden, hvis den besøgende skulle få lyst til at dele dit indhold.

Brug HTML 5 til video og animeret indhold

Bruger du animeret indhold eller videoer på de enkelte sider på hjemmesiden, er det vigtigt, at du bruger HTML 5 kode til det. Bruger du Flash eller andre animationsstandarder, kan det ikke vises på mobilen – og det giver en dårlig brugeroplevelse.

Hvor god er din mobilsides CTR?

Click-Through-Raten (CTR) fra søgeresultaterne og til din hjemmeside er ligesom sidens dwell-time en vigtige parameter for Google’s RankBrain. Her er der oftest forskel på CTR-procenten, alt efter om vi taler desktop- eller mobilversionen af hjemmesiden. Det er helt normalt.

Du kan sammenligne CTR for mobil- og desktopversionen i Google Search Console, ved at gå ind under Søgetrafik à Søg i Analytics og klikke på Enheder. Klik på Intet filter under Enheder og vælg Sammenlign enheder i stedet. Vælg derefter Computer og Mobil og klik på Sammenlign-knappen.

Markér dernæst CTR i afkrydsningsfelterne og klik på Forespørgsler først i rækken nedenunder. Så vises CTR på mobil og computer for hver enkelt af jeres registrerede søgeord.

Her skal CTR helst være højest for mobilversionen. Ellers bør du se nærmere på, om der eventuelt er problemer med visningen af sidens title og meta description i mobilversionen af søgeresultaterne. Her har du lidt færre tegn i Meta Description på mobilen, hvorfor din meta description kan være kortet af på en uheldig måde.

Det undersøger du ved at foretage en søgning på mobilen for det søgeord, som siden ranker godt for og se, hvordan jeres søgeresultat er præsenteret. Ser det ikke godt ud, så sørg for at optimere title og meta description, så den ser bedst ud på mobilen. Så er du samtidig sikker på, at den vises i sin fulde længde i desktop-søgninger, selv om meta description bliver lidt for kort.

Det kan også være, at din søgning afslører, at der er ekstra mange annoncer for det pågældende søgeord, så din side presses ned under folden på mobilskærmen. Det kan du ikke gøre så meget ved, ud over at blande dig i budrunderne for AdWords for de pågældende søgeord.

Optimér title og meta description til mobile søgninger

Når flest søger på mobilen, bør du også sikre dig, at title og meta description ser bedst ud på mobilen. Derfor anbefaler vi, at du optimerer title og meta description til mobilversionen.

Her har du omkring 78 tegn til title og 150 tegn til meta description. I hvert fald som tingene ser ud lige nu. Her gælder det om at sikre dig, at du kommer så tæt maksimallængden som muligt. Ellers risikerer du, at Google vælger en anden tekst til disse to vigtige parametre for din sides CTR i søgeresultaterne.

Skal du undgå at få kappet din title af på desktop-versionen af søgeresultaterne, bør du dog aldrig gå over 70 tegn i title. Til gengæld bliver din meta description til den korte side på desktop-søgeresultaterne. For her må du have op til 320 tegn, som det ser ud i dag.

Skal vi implementere AMP på vores hjemmeside?

Har du hørt, at de såkaldte Accelerated Mobile Pages er gode for jeres placeringer i søgeresultaterne og for jeres CTR fra søgeresultaterne? Ja, så har du på sin vis ret. AMP er et Google projekt, som Google promoverer ved at fremhæve sider som understøtter teknologien med et lille lyn-ikon i søgeresultaterne.

Problemet er bare, at AMP sætter nogle voldsomme begrænsninger på brugen af CSS og andre scriptsprog. Det betyder, at din side enten ikke kan gemmes som AMP, eller ikke kommer til at fungere eller se ud, som du havde tænkt dig den.

Samtidig kan det koste dig på linkbuilding-siden. For hvis en bruger uforvarende linker til AMP-versionen af siden, peger linket på en Google.com-adresse (den hvor AMP-versionen af siden ligger gemt) og ikke på din hjemmeside.

Så bruger du AMP, risikerer du både at miste funktionalitet og Google-juice for links til din side.

Så vores anbefaling er, at du ikke hopper med på AMP-vognen – og med 5G-datatrafik lige om hjørnet på mobiltelefonen, vil det næppe være umagen værd.

4.8 10
Sasa Kovacevic er co-founder og partner hos Obsidian Digital. Min tilgang til forretning er pragmatisk, og der er altid fokus på områder, som giver mest bang-for-the-buck.

Sasa Kovacevic

Partner

+45 60 15 71 21sak@obsidian.dk

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe for en uforpligtende snak:

Kontakt os Ring på 60 73 60 60, skriv på obsidian@obsidian.dk eller udfyld formularen forneden