Hvad er Pinterest og Pinterest Analytics?

Af Halfdan Timm
Kategori: Marketing Generelt

Som virksomhed er der mange sociale medier, du kan markedsføre på – og en af disse er Pinterest. Pinterest er det oplagte valg, hvis virksomheden arbejder i felter, hvor der er mulighed for at tage flotte billeder og videoer. Hele pointen med Pinterest er nemlig, at brugerne gemmer og deler flotte billeder og videoer på såkaldte boards.

Brugerne på Pinterest opretter deres egne boards, hvilket svarer til opslagstavler. Her kan brugere både dele, kommentere og like såkaldte pins. Pins er alle de billeder og videoer, som er blevet uploadet på siden. Der kan være mange grunde til, at brugerne interagerer med et pin. Det kan enten være, fordi billedet et inspirerende eller brugbart for vedkommende.

Se også: Hvad er Snapchat annoncering?

Hvem bruger overhovedet Pinterest?

Selvom Pinterest ikke umiddelbart lyder som den oplagte platform at være på som virksomhed, må Pinterests succes ikke undervurderes. På verdensplan var der i 2018 mere end 250.000.000 brugere på platformen – om måneden. Både USA og Europa har mange brugere på mediet, hvor det faktisk kun er Facebook, der overgår platformen.

I Danmark anvendte 12 % af danskerne Pinterest i november 2018. 9 % af brugerne anvendte Pinterest dagligt, mens 33 % af brugerne anvendte platformen 1-6 gange ugentligt. Derfor er der altså gode muligheder for virksomheder at nå deres målgruppe igennem Pinterest.

Virksomhedsprofiler på Pinterest har bl.a. adgang til nyttige funktioner såsom Pinterest Ads og Pinterest Analytics. Pinterest Ads har tre forskellige niveauer, som er:

  • Sponsorerede pins
  • Annoncegruppeniveau
  • Kampagneniveau

Sponsorerede pins er en kategorisering af de pins, som Pinterest-brugerne eksponeres for. Sponsorerede pins kan have varierende fokus, design og web-adresse. På annoncegruppeniveau vælger virksomheden placeringer, bud, budget, annonceringsperiode og målretning for de sponsorerede pins. Slutteligt er kampagneniveauet det højeste niveau. Her vælger virksomheden sin målsætning og sætter en forbrugsgrænse.

Pinterest Analytics er en funktion, hvor virksomhedsprofiler på Pinterest får et indblik i de mest succesfulde pins og boards. Vi uddyber Pinterest Analytics længere nede på siden – og dette bør du klart læse, da Pinterest Analytics er et uundværligt værktøj.

Hvert pin indeholder et link

Det smarte ved pins er, at hvert pin har en lille tekst og link tilknyttet. Finder brugeren et pin interessant, kan vedkommende altså klikke på linket, hvorefter brugeren sendes direkte ind på hjemmesiden. Dette genererer mere trafik, hvilket er genialt for virksomheder.

Formålet med at brugerne gemmer diverse pins på deres boards er, at de kan bruges til brug senere hen. Dette kan f.eks. være til inspiration til aftensmad, kager, indretning, rejser, fester, gør-det-selv-projekter, træning, kreative projekter, drinks, strikkeopskrifter, gaveindpakning, hår, tips og tricks til hjemmet – faktisk alt, hvad hjertet begærer.

Hvis brugerne på Pinterest uploader et pin på et af deres offentlige boards, vil vedkommendes følgere ligeledes kunne se pin’et. Brugerne kan nemlig følge hinanden og diverse boards på Pinterest, hvilket giver en endnu større rækkevidde.

Se også: Hvad er LinkedIN annoncering?

Skab relevant trafik til hjemmesider

Med en profil på Pinterest vil virksomheden have god mulighed for at skabe relevant trafik til hjemmesider. Pinterest har eksisteret siden 2010, og mediet var det hurtigste til at nå 10 millioner brugere. Faktisk er Pinterest på verdensplan den fjerdestørste trafikkilde – blot slået af Google, Facebook og direkte trafik.

Det betyder altså, at Pinterest genererer en kæmpemæssig rækkevidde. Pinterest overhaler store websites såsom Google+, YouTube, LinkedIn, StumpleUpon, Twitter, Google Referral og Bing, når det kommer til at skabe månedlige rækkevidder.

Dog kræver det, at virksomheder lægger en markedsføringsstrategi for mediet, før det kan betale sig for virksomheden at være på Pinterest. Ligesom alle andre sociale medier kræver Pinterest nemlig ressourcer at markedsføre sig på – men bruges ressourcerne rigtigt, vil det altså give virksomheden stor nytte.

Udarbejd en strategi, og skab pins af værdi

For at du som virksomhed udnytter Pinterests fulde potentiale, gælder det om at udarbejde en strategi og skabe pins af værdi. Hvad vil skabe størst engagement hos netop virksomhedens brugere? Og hvad giver netop virksomhedens brugere størst værdi? Sørg for at få followers, likes, repins og kommentarer på virksomhedens pins og boards.

Så snart strategien er på plads, er det tid til at kreere værdifulde pins. Det allervigtigste aspekt for, at brugere ser pins som værdifulde, er, at diverse pins er flotte at se på. Hele pointen med Pinterest er nemlig det visuelle, og derfor er det ekstremt vigtigt at finde de gode fotografegenskaber, lys og billedredigering frem.

Skab diverse boards, og præsenter virksomhedens pins. Målret virksomhedens boards til brugerne ved at anvende de forskellige kategorier på Pinterest. Opfordr brugerne til at like, kommentere og repinne – særligt det at blive repinned giver virksomheden en yderst stor rækkevidde.

Kickstart virksomhedens trafik og SEO via Pinterest Analytics

Pinterest er altså den oplagte mulighed for virksomheder til at kickstarte trafik og SEO. For at komme bedst muligt i gang med Pinterest skal virksomheden:

  • Oprette en virksomhedsprofil på Pinterest
  • Sætte en brower-plugin, således det bliver nemt at pinne
  • Tilføje pin-it-knapper på webshops og hjemmesider. Dette gør det nemt for besøgende at pinne virksomhedens indhold, hvilket skaber trafik
  • Download Pinterest til tablet eller mobil – Pinterests app er både kompatibel med iPad, iPhone og Android

Så snart virksomheden opretter en virksomhedsprofil på Pinterest, vil virksomheden få adgang til det, der kaldes Pinterest Analytics. Pinterest Analytics er en vigtig funktion på platformen, idet det giver virksomheden et godt indblik i engagementet på profilen.

Med Pinterest Analytics får virksomheden oplysninger om, hvilke af profilens boards der har den største eksponering for andre brugere. Derudover giver Pinterest Analytics også information om, hvilke af profilens pins der er blandt de mest klikkede på, samt hvilke pins brugere gemmer mest.

Pinterest Analytics giver altså virksomheden masser af brugbar information. Denne information kan virksomheden udnytte til at være strategiske i deres indhold. På denne måde kan virksomheden bedre udgive indhold, som brugerne finder interessant.

Find balancen mellem det personlige og det kommercielle

Ligesom alle andre sociale medieplatforme er det vigtigt, at virksomhedens Pinterest-profil ikke bliver for selvpromoverende. Folk gider ikke følge med hos profiler, som ikke laver andet end reklame. Derfor gælder det i stedet om at finde balancen mellem markedsføring og det personlige.

Vær først og fremmest inspirerende. Dernæst skal profilen være personlig – og som sidste byggesten skal profilen være sælgende. Husk at udnytte Pinterest Analytics til netop at finde ud af, hvilke pins og boards der er de mest effektive på netop din virksomhedsprofil. På denne måde bliver virksomheden klædt godt på til at udnytte Pinterests store potentiale.

Halfdan Timm er partner og Head of Social hos Obsidian Digital. Han er specialiseret i Facebook-annoncering, og har som den eneste i Danmark skrevet en bog om emnet. Udover arbejdet i Obsidian Digital er Halfdan fast underviser hos bl.a. Personalejuridisk Institut og IBC.

Halfdan Timm

Partner

+45 60 73 60 60hti@obsidian.dk

Vil du vide mere? Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.

Kontakt os Ring på 60 73 60 60, skriv på obsidian@obsidian.dk eller udfyld formularen forneden