Hvad er LinkedIn Dynamic Ads?
Facebook og Instagram bliver i stor stil anvendt som markedsføringsplatforme med annonceindhold til brugerne. LinkedIn har imidlertid også udviklet nogle gode annonceformater, der viser sig at være særdeles effektive. Heriblandt finder du LinkedIn Dynamic Ads, der er brugertilpassede annoncer. Annoncerne bliver sendt ud til de brugere, der passer under dine kriterier, og som vurderes som værende relevante for din annonce.
Du kan med LinkedIn Dynamic Ads fange brugernes opmærksomhed ved at levere annoncer, der passer til deres professionelle profil. Det kan være baseret på jobtitel, profildata og meget andet. Samtidig kan du lancere kampagner, der hurtigt bliver distribueret ud til den rette målgruppe inden for kampagnens indhold.
Desuden får du en helt unik mulighed for at designe dine annoncer på din egen måde. Du kan skabe et særligt fokus på dit brand, øge trafikken og optimere dine resultater gennem LinkedIns kampagneadministrator.
Hvordan kan jeg bruge LinkedIn Dynamic Ads?
Der er en række måder, hvorpå du kan bruge LinkedIn Dynamic Ads, alt efter dit primære formål. Først og fremmest har du mulighed for at skabe en opmærksomhed og interesse for dit brand eller din virksomhed. Ved at fokusere på at sprede budskabet om dit brand, kan du udvide dit publikum og din kundeskare. Du vil også øge muligheden for, at de interagerer med det indhold, du deler på din LinkedIn.
Du kan også benytte LinkedIn Dynamic Ads til at øge trafikken og interaktionen med dit brand eller virksomhed – både på LinkedIn og på din hjemmeside. Her kan du navigere brugerne over på din hjemmeside eller en landingsside, hvor du præsenterer produkter, services eller et særligt event. Det er nødvendigt at skabe en call-to-action for brugerne, der hurtigt og nemt kan handle på de muligheder, de får serveret.
Sidst har du muligheden for at generere leads. Begrebet bruges inden for marketing, når en potentiel kunde viser interesse for et produkt eller en ydelse. LinkedIn Dynamic Ads giver dig mulighed for at generere leads, når brugere downloader indhold eller ydelser fra dig.
Sådan bruger du LinkedIn Dynamic Ads
LinkedIn har, ligesom Facebook, en kampagneadministrator, hvor du kan tilgå tidligere annoncer og kampagner samt oprette nye. I kampagneadministratoren vælger du først og fremmest din kampagnegruppe, hvorefter du skal udvælge din målsætning for din annonce. Her kan du blandt andet vælge engagement og webstedbesøg, som er fornuftige valg i forbindelse med Dynamic Ads.
Du skal også designe den ønskede målgruppe for din annoncering. Du skal udfylde geografiske beliggenheder, hvorefter du får en række valgfrie målretningsfiltre, som du frit kan vælge mellem. Det kan være kriterier til branche, køn, uddannelse eller erfaringer. Jo mere specifik, du er omkring dit målgruppedesign, desto mere dynamisk vil din annonce være.
Efter du har designet din målgruppe og indstillet forskellige filtre, skal du udvælge den Dynamic Ad, du ønsker at anvende. De dynamiske annoncer understøtter alle former for markedsføring, som du tidligere har valgt.
Når du har indstillet annonceringsmål og defineret din målgruppe, skal du blot lave et budget og en tidsplan for din annonce. LinkedIn Dynamic Ads har et krav på minimum 60 kroner pr. dag, som bliver brugt på baggrund af, hvor mange potentielle brugere der logger ind på LinkedIn.
Hvornår er LinkedIn Dynamic Ads det rette valg for mig?
LinkedIn tilbyder en række af forskellige annonceringsformater, der hver især egner sig godt til nogle bestemte formål. Når vi taler om LinkedIn Dynamic Ads, er det et af de mest effektive annonceformater på LinkedIn, som kan anvendes i mange forskellige henseender. Det kræver kun, at du er præcis omkring din modtagergruppe inden for geografi og demografi.
Om du anvender Dynamic Ads til at promovere et produkt, et jobopslag eller øge trafikken på din hjemmeside er på sin vis underordnet. Den dynamiske annoncering fungerer glimrende til alle tre formål, for det er nemlig ikke formålet, der her er den vigtigste faktor. Det er som nævnt din modtagergruppe, der skal klart defineres, hvis du vil ramme de rette brugere.
Kender du til den profil, du gerne vil ramme med din annoncering, er LinkedIn Dynamic Ads det helt rette valg. Jo mere specifik, du kan være, desto større kvalitet vil der være i dine eksponeringer, og det kan skabe gode resultater for dig.
Track dine data og gør dine annonceringer endnu bedre
Ligesom det er tilfældet på Facebook, har du også mulighed for at tracke en række data fra dine annoncer på LinkedIn. Når du arbejder med dynamiske annoncer, kan det være særligt interessant for dig at kigge nærmere på de data, du får adgang til. Gennem kampagneadministratoren kan du evaluere din kampagne og på den måde videreudvikle din markedsføringsstrategi fremover.
Du kan blandt andet ændre dit logo, ændre i dit content eller producere en custom-baggrund, der i højere grad brander din virksomhed. Disse ændringer kan du nemt foretage og anvende din nuværende annoncering igen.
Ved at kigge nærmere på data fra LinkedIn kan du også få et godt billede af, om din målgruppe rent faktisk er den rette – eller om LinkedIn er det rette sted at nå målgruppen. Du kan se antallet af klik, eksponeringer og andre data.
Gode tips til den rette annoncering
Annonceringer er i dag så udbredt, at mange brugere ikke registrerer dem, hvis de falder uden for interesse eller ikke skaber blikfang. Vil du gerne have succes med dine Dynamic Ads på LinkedIn, kan du nemt følge nogle retningslinjer, der kan være med til at sikre, at du får det fulde potentiale ud af dem.
Først og fremmest bør du sørge for, at din modtagers profilbillede bliver vist i din annoncering, hvilket er med til at personliggøre din annoncering. Du bør ligeledes vælge faste skabeloner, der har en inkluderet macro, der viser navne og virksomhedsnavn i teksten.
Lige meget om du arbejder med B2B eller B2C, er det vigtigt med en tekst, der formidler indholdet klar og tydeligt. Du skal indtænke en call-of-action i hver af dine Dynamic Ads, hvor det samtidig er muligt at lede brugeren videre til det ønskede mål.
Og så gælder det i bund og grund om at skille sig ud samt at vække en interesse. Det kan du gøre ved at anvende dit logo som baggrund for din annoncering eller at skrive en annoncetekst, der adskiller sig fra øvrige annoncer fra dine konkurrenter.