Hvad er en Google Bombe?
Det kan have store konsekvenser for dit image, hvis du bliver ramt af en Google Bombe, hvor dit link bliver kædet sammen med et søgeord, du ikke vil findes på. Det er for eksempel tilfældet med Donald Trump, der også dukker op i søgeresultaterne, når der blev søgt på ordet ”idiot”.
Når du søger på Google, er det meningen, at de mest relevante søgeresultater dukker op først. Det bliver bestemt ud fra en lang række forskellige kriterier. Nogle er kendte, andre er ikke. Et af dem er dog, at hvis der er mange, der linker til en person eller virksomhed, og bruger en bestemt frase, vil de to blive kædet sammen af søgemaskinen, og du vil komme til at ranke for denne søgning i søgemaskinerne. Det er det, du forsøger at gøre med almindelig linkbuilding.
I nogle tilfælde er der dog nogen, der med vilje kæder forkerte søgeord sammen med forkerte links. Det kan være for sjov, for at skade sin konkurrent eller som et udtryk for ens holdning. Når du bruger et link og en frase enormt mange gange på mange forskellige hjemmesider, kaldes det en Google Bombe. Du bombarderer altså nettet med links for at skabe et misvisende søgeresultat.
Google er ikke meget for disse bomber, men vil heller ikke gå ind og manuelt styre, hvilke søgeresultater der ligger øverst. De har løbende ændret på deres algoritme for at komme problemet til livs, men de har stadig ikke fundet en 100 % sikker løsning. I nogle tilfælde har de dog skrevet en disclaimer i toppen af siden, hvis der var tale om en meget alvorlig form for Google Bombing.
Kendte Google Bomber igennem tiden
Den nok mest kendte Google Bombe, fandt sted i starten af 2000’erne, hvor den amerikanske præsident George W. Bush blev kædet sammen med søgefrasen ”miserable failure”. Når du søgte efter det på nettet, var det altså præsidenten, der dukkede op som det første resultat.
Også den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen har været udsat for en bombe af links. På et tidspunkt var han den første, der dukkede op i en søgning på ”hulemand”.
Selvom Google løbende prøver at stramme op for at komme de forkerte søgninger til livs, er det dog stadig ikke lykkedes dem at dæmme helt op for dem. Hvis du foretager en billedsøgning på ordet ”idiot”, vil den amerikanske præsident Donald Trump i skrivende stund (oktober 2018) dukke op blandt topresultaterne.
Google Bomber kan også ramme almindelige virksomheder
Nu tænker du måske, at det ikke er noget, der kunne ske for dig – du er jo hverken præsident eller statsminister. Men der er faktisk eksempler på, at det er sket for helt almindelige virksomheder. En af dem er webshoppen trendhim.dk, der i 2016 fik mistænkeligt mange nye links fra lande som Kina, Rusland og Bangladesh. Samtidig begyndte deres side at blive kædet sammen med søgeordet ”porn”.
Det gjorde, at de røg flere pladser ned på de relevante søgninger på nettet for deres produkter. Webshoppen mener selv, at det var en konkurrent, der havde betalt for ”angrebet”, da det er forholdsvis billigt at hyre folk i disse lande til at skabe en Google Bombe.