Hvad er Google Hummingbird?
Med Hummingbird-algoritmen blev Google langt bedre til at forstå konteksten i en søgning og teksterne på nettet. Det øger kravene til de tekster, der bliver skrevet, samtidig med at du som bruger af Google, sikres en bedre søgeoplevelse.
I september 2013 offentliggjorde Google, at de havde lavet en tilføjelse til deres kernealgoritme, nemlig Google Hummingbird. Den er opkaldt efter kolibriens fart og særlige flyvemåde, da Hummingbird samtidig skulle gøre søgningerne meget hurtigere og mere præcise. Særligt det sidste er noget af det, der adskiller Google før fra Google efter september 2013.
Med den nye tilføjelse til algoritmen er søgemaskinen nemlig blevet langt mere menneskelig. Det betyder, at den ikke kun ser på, hvor mange gange et søgeord er brugt i en tekst. Den ser på teksten som en helhed og hvilke andre ord, der anvendes, som beskriver konteksten for søgeordet. Det er derfor, at det i dag også er vigtigt, at du inkluderer synonymer og relaterede søgeord, når du skriver en tekst.
Det har medført at teksterne på nettet i dag er af en langt højere kvalitet. For Hummingbird stiller krav til dig, der skal skrive teksterne, som dine læsere helt sikkert sætter rigtig stor pris på.
Google svarer på spørgsmålet, frem for at finde spørgsmålet
Hvis du tidligere skrev et spørgsmål ind i Google, ville søgemaskinen prøve at finde en side, hvor det spørgsmål stod. Det kunne for eksempel være: ”Hvad skal jeg opleve i København?”. Du ville derefter få vist alle de sider, hvor det spørgsmål eller dele af spørgsmålet stod.
I dag kan Google dog se dit spørgsmål som et spørgsmål. I stedet for at finde en side, hvor spørgsmålet står, giver den dig i stedet sider, der svarer på dit spørgsmål. Søger du i dag på ”Hvad kan jeg opleve i København?”, vil du derfor få vist sider med seværdigheder fra byen i stedet – også selvom siderne slet ikke har det spørgsmål med, som du har stillet i søgningen.
Se også: Hvad er Google Penguin?
Hummingbird har gjort Google mere menneskelig
Med denne vigtige opdatering af Googles algoritme blev søgemaskinen dermed langt mere menneskelig. Nu kan den forstå, hvad du gerne vil – frem for bare at se på de ord, som du søger efter. Det gør, at de resultater, som du får, bliver langt mere relevante for dig.
Før september 2013 var det ikke unormalt, at du bare blev taget til en hjemmesides forside, når du havde søgt på noget. Derfra måtte du så selv finde frem til den information, der var relevant for dig. I dag vil du altid blive vist hen til den side, der indeholder de informationer, der besvarer din søgning. Du behøver derfor ikke selv at gå på jagt efter informationerne.
Det hele handler selvfølgelig for Google om, at de kan blive ved med at være brugernes foretrukne søgemaskine. Ved at hjælpe dig til at finde de rigtige sider af en god kvalitet håber Google, at du vil bruge deres søgemaskine frem for andre, når du søger på nettet.
Se også: Hvad er Semantisk SEO?