De største digitale marketingtrends i 2019

Af Sasa Kovacevic
Kategori: Marketing Generelt, Nyheder

Digital marketing bliver stadig mere og mere konkurrencepræget. Det hænger særligt sammen med den store udvikling i branchen, som hele tiden skaber nye muligheder for at vækste sin forretning. Men selvom vi sidder med mange forskellige kunder hver dag, så ser vi ikke altid det samme som dem. Derfor har vi frem imod det nye år samlet nogle af Danmarks dygtigste hjemmesideejere for at få deres bud på, hvilke trends, de tror der kommer til at påvirke digital marketing i det nye år.

Højere visningspriser på Facebook

Martin Aleth, Earlybird.dk

En ting som jeg ikke tror vi kommer udenom, er at vi kommer til at opleve at visningspriserne på sociale medier kommer til at stige. Her vil det som altid være Facebook, der kommer til at lægge mest for. Personligt tror jeg ikke, at de skandaler som har ramt virksomheden kommer til at koste alverden på bundlinjen og stadigt flere virksomheder vil vælge at bruge Facebook til annoncering, da antalet af både målgrupper og annonceformater stadigvæk udvikler sig rigtigt hurtigt. Det er kun Google, der kan udfordre Facebook på dette parameter – og der er lang vej endnu.

LinkedIn kommer til at vinde terræn

Rasmus Skovshoved, Sa-ri.dk

Selvom deres annoncesystem stadig ikke er særligt godt, så tror jeg stadig at LinkedIn kommer til at vinde endnu mere terræn i 2019. Det skal dog særligt trækkes af nye virksomheder, særligt fra tunge B2B nicher, der skal vælge at kaste sig over det. Men i takt med at Facebook har fjernet nogle af deres tidligere målgrupper, så står LinkedIn væsentligt stærkere i forhold til at målrette konkrete virksomheder og særligt jobtitler.

Webpush bliver mindre effektivt

Jonas Cronfeld, Single.dk

Vi ser altid at nye teknologier performer relativt bedre end de gamle. Det giver sig selv. I 2018 har det særligt været webpush-drevne systemer, der har været med til at løft mange webshops, men her tror jeg at vi kommer til at se en mindsket effekt Det kommer til at ske i takt med at flere og flere webshops kommer til at bruge det. Det betyder dog ikke, at du ikke kan hente flere salg og leads med det, men relativt set bliver effekten efter min vurdering mindre.

Amazon tager en endnu større bid af den danske e-handelskage

Miklas Kroager, Husvild.dk

Der er masser af tale om Amazon, og jeg hører også til den fløj, der tror at de for alvor slår sig ned i DK i 2019. Derfor må vi også forvente at Amazon kommer til at tage en større bid af den samlede e-handelskage. Selvom de største gevinster ved Amazon er deres instant acces til udenlandske markeder, så kan man som webshopejer godt begynde at forberede sig på at brugere flere penge og ikke mindst mere tid på Amazon i det kommende år.

Video bliver for alvor mainstream – kravene til indholdet stiger

Philip Monberg, Spashop.dk

Det har været nævnt et par år i træk nu som det helt store, nemlig video. Og i forhold til de senere år, så er det også tydeligt, at stadigt flere webshops og hjemmesider vælger at lave deres egne videoer. Jeg tror derfor at 2019 på dette område kommer til at handle om kvalitet i stedet for kvantitet. Indtil videre har det været kutyme at man har kunnet komme ret langt på kort tid med en smartphone og lidt improvisering. Men i fremtiden er det mit gæt, at kvalitet kommer til at spille en stor rolle, særligt fordi det er den vej som Google og YouTube går. Det gælder derfor i høj grad om at gennemtænke hele sin indholdsstrategi og få lavet videoer af endnu bedre kvalitet end tidligere.

Google fokuserer mere på audiences end søgeord

Matthias Clausen, Cupoconcept.dk

Jeg håber personligt, at Google i det kommende år vil komme med endnu flere audiences, som man kan målrette annoncer i mod. De første eksempler, der er kommet ud, fungerer rigtigt godt, ligesom vi kender det fra Facebook. Jeg er ikke selv i tvivl om, at det er denne vej, som Google skal følge de næste par år for at kunne tage markedsandele tilbage fra Facebook og styrke din position i takt med at stadig færre vælger at klikke i Googles søgeresultater.

Google Analytics kommer med nye udvidelser

Rasmus Skovshoved, Trevia.dk

I takt med at Facebook tilbyder bedre og bedre attribueringsværktøjer, er jeg overbevist om, at Google i det kommende år vil komme med nye udvidelser til Google Analytics for at fastholde sine brugere. Facebook har været langt foran på dette parameter igennem længere tid og efter deres makeover i 2018 af Google Search Console, så bør det næste være Google Analytics, der får en opdatering eller to.

Struktureret data vinder endnu mere frem

Hans Mortensen, Ferieboligweb.dk

Hvis man ikke allerede har haft fokus på dette i 2018, så bør 2019 blive året, hvor man for alvor får høstet de mange fordele, der er ved at anvende struktureret data. Google lægger tydeligvis mere og mere vægt på at kunne bruge struktureret data i sine søgeresultater, hvilket vi særligt så med lanceringen af featured snippets. Derudover så udvikler Schema.org sig hele tiden, så i dag findes der stort set struktureret data til alle tænkelige formål og ikke mindst til hver enkel industri. Og i takt med at gennemsigtighed fylder mere og mere hos Google, så er dette en god måde at hjælpe Google på til at crawle og forstå ens hjemmeside på den bedste måde.

Facebook mister noget af sit fodfæste

Miklas Kroager, Findkollegie.dk

Siden Facebook har været igennem flere skandaler og i takt med at det stadig bliver dyrere at annoncere på Facebook, så er det min forventning at flere virksomheder vil begynde at kigge mere på nogle af de andre platforme og ikke mindst mange af de øvrige sociale medier for at få mere værdi for pengene. Misforstå mig ikke, man kommer ikke udenom Facebook i 2019, men relativt set kommer de muligvis til at miste en smule af deres ellers så sikre fodfæste.

Flere webshops vil kigge imod nye markeder

Jesper Hviid, Georgjensen-damask.no

Ligesom vi hos Georgjensen-damask har haft stor fokus på vores nære markeder som Norge og Sverige i år, så tror jeg også at mange flere danske webshops vil få fokus på at komme ud til nye markeder i 2019. Her kan både vores begrænsede hjemmemarked, relativt høje visningspriser og ikke mindst Amazons mulige indtræden i Danmark være med til få langt flere til at kigge imod nye markeder i jagten på stadigt flere kunder. Amazon kan særligt gøre dette langt nemmere og ikke mindst hurtigere end det er tilfældet med Google.

Dit indhold skal have skabe engagement

Martin, Studiekorrektur.dk

Det gamle mantra om at ’Content is King’ holder ikke helt vand, sammenlignet med tidligere. I dag findes der massevis af content selv inden for meget små nicher. Men hvis man skal skille sig ud fra mængden i 2019, så gælder det om at skabe engagement. Det er ikke længere nok at skrive lange tekster, at få lavet korte videoer som man kan sidde og lytte til, eller at indsætte en infografik på sin hjemmeside. Hvis man skal lave godt indhold, så skal det være noget, som får folk til aktivt at tage del i indholdet. Det kan være quizzer eller lignende former for indhold, skjulte spørgeformularer eller lignende, som i sidste ende skal bruges til at skabe personlige svar til hver enkelt bruger. One-size-fits-all-modellen er død.

Din troværdighed skal være helt i top

Ursula Bentin-Ley, Danfert.dk

Online svindel er desværre stadig en af de ting, der hæmmer en som e-handler mest. Derfor er det afgørende, at man som webshop har fokus på at være så troværdig som muligt, da svindel i sidste ende kan betyde, at flere vender ryggen til e-handlen, hvilket ville være utrolig ærlig. Derfor er det vigtigt både at sørge for at arbejde med så stor gennemsigtighed som muligt alt imens at man også bør sørge for at overvåge ens eget brand, så man kan opfange om, der er nogle der siger noget, der ikke passer om en derude. Svindlerne vil uden tvivl blive mere udspekuleret i de kommende år.

Der er brug for større fokus på offline og online initiativer

Jesper Larsen, Nellemannleasing.dk

Mig bedste bud er, at flere webshops vil begynde at skabe et interplay imellem deres online og offline initiativer. Både Elgiganten og seneste Matas gør dette i stor stil. Og det kan man også gøre som mindre virksomhed. Både Facebook og Google har efterhånden skabt flere måder, hvorpå man kan påvirke brugerne når de befinder sig tæt på ens fysiske butik. Det kan være en rigtig god måde til at skabe mersalg i ens fysiske butikker alt andet lige.

Attribuering bliver endnu vigtigere end tidligere

Morten Faxholm, Datacon.dk

Det er allerede blevet nævnt at Google muligvis skal komme med flere initiativer i forhold til Google Analytics. Jeg kunne ikke være mere enig. For i takt med at man skal have fokus på kunderejser og livstidsværdi, så bliver det stadigt vigtigere, at man kan finde ud af, hvad hver enkelt kanal bidrager med, både isoleret set og samlet set. Derfor bliver det vigtigere at man virkelig forstår attribuering samt at man kan bruge de værktøjer der er tilgængelige i form af Google Analytics og Facebook analytics.

Du skal være endnu skarpere på priserne

Trygvi Restorff, Haus-frau.dk

Selvom at det ikke lyder lige rart for alle, så kommer man næppe udenom, at priserne kommer til at få stadig større betydning for ens evne til at klare sig godt som webshop. Det er særligt priserne der gør, at så mange danskere vælger at benytte sig af udenlandske hjemmesider til at begynde med. Og hvis Amazon for alvor slår sig ned i Danmark, så bør det også have en effekt på prispresset hele vejen ned i branchen. Hvis man skal klare sig i denne kamp, gælder det for alvor om at tilbyde noget mere personligt end bare et produkt, samt om at gøre meget mere for at gøre dine kunder til stamkunder.

Du skal bruge flere ressourcer på at fastholde kunder frem for at jagte nye kunder

Jesper Jørgensen, Mailforge.io/da

Jeg er helt enig i de ting, der bliver sagt ovenfor. Det kommer til at blive langt vigtigere, at man fastholder sine kunder. Og fremfor at jagte mange nye kunder, så bør man også bruge nogle ressourcer på at fastholde sine nuværende kunder, så de kommer igen og igen. Det er der dog ikke nogen universal løsning på, men det kan gøres ved at give adgang til eksklusivt indhold, give stamkunderabat, lave fordelsklubber eller blot ved at sørge for at skabe en mere veloptimeret marketing-maskine, hvor alle kanaler spiller så godt sammen som muligt.

Du får ikke råd til ikke at gå all in på tilbudsdage som Black Friday og singles day

Jesper Hvejsel, Incover.dk

Mit bud vil være at man ikke længere kan komme udenom de store tilbudsdage som webshopejer. Selvom november i stigende grad bliver klistret til med tilbudsdage i from af Singles Day, Black Friday og cyper Monday, så trækker det så stor en del af den samlede omsætning i november, og dermed tager den også en del fra december salget.

Så hvis man stiller sig i skyggen og siger, at man ikke har råd til at være med, så tager man fejl. Man har heller ikke råd til ikke at være med. Hvis ikke disse dage falder i ens kunders smag, så må man lave sine egne tilbudskampagner for at skabe en øget eksklusivitet.

Voice search kommer IKKE til at påvirke e-handlen

Miklas Kroager, Blomsterverden.dk

Der har været meget snak om Voice Search i det forgangne år. Men på trods af det, så er det ikke en trend, som vi tror kommer til at få en stor indflydelse i 2019. I hvert fald ikke i Danmark. Årsagen er særligt at den teknologi der skal understøtte hjemmesider og særligt webshops ikke er der endnu til at man kan få det maksimale ud af teknologien. Derudover så bliver der ikke solgt nok Google Assistants og Amazon Echos til at det for alvor rykker ved den måde, hvorpå danskerne søger på.

Du skal fokusere endnu mere på at lave en samlet digital strategi

Jesper Hviid, Boligadvokatoversigt.dk

Det er muligvis allerede blevet sagt imellem linjerne, men det kan ikke siges tydeligt nok: hvis du ikke allerede har en samlet strategi for din digitale marketing, så skal du se at få det gjort. Det bliver kun vigtigere at forstå hvad der giver penge i kassen og hvad der ikke gør. I dag er der uden tvivl mange, som ikke får det maksimale ud af deres forretning fordi de ikke har fokus på, hvilke spillover-effekter, der kan være ved at benytte alle de fire store marketingkanaler.

Indgangsbarrieren for nye webshops stiger for nye webshops

Karsten, Lykkeleg.dk

I takt med at det bliver dyrere at bruge både Google AdWords og Facebook, samt det faktum at priserne er under pres, så er jeg ikke i tvivl om, at det stadig bliver sværere at starte en online-forretning i 2019. indgangsbarriererne bliver simpelthen højere. En vej ind kan dog, som det også tidligere er blevet nævnt være via Amazon, men her er der dog løbende en meget hård konkurrence om priserne på de fleste standardiserede produkter. Hvis du omvendt sælger dit eget brand eller unikke produkter, så kan det være, at du får nogle helt nye muligheder.

Mængden af organisk trafik vil falde for rigtigt mange webshops

Rolf Hansen, Sammenlign.nu

Mit gæt er at vi vil organisk trafik tage et relativt stort dyk i det kommende år. Antallet af personer der klikker på et søgeresultat på Google, er faldet markant de sidste to år, og det vil også præge 2019. Det behøver ikke at betyde, at din omsætning falder alverden, men det har betydning for, hvordan du skal arbejde og prioritere dine søgeord fremadrettet.

Man må ikke satse hele sit marketingbudget på én digital kanal

Tobias Grønlund, Teambuilding.dk

2018 har indtil videre budt på flere store opdateringer fra både Google og ikke mindst Facebook. Først dræbte Facebook nærmest din organiske search samtidig med at Google har skræppet sine krav til flere industrier online som hidtil havde være relativt åbent for alt og alle. Lærdommen af disse trends er, at man virkelig skal passe på med at lægge alle sine æg i én kurv. I stedet gælder det om at bruge alle de marketingkanaler man kan, så man ikke bliver for afhængig af en platform eller kanal, da der altid kan komme en opdatering som tager en stor bid af din omsætning.

Affiliate marketing kommer stadig til at spille en stor rolle for omsætningen

Nick Hansen, Sleepzone.dk

Jeg har ikke lyst til at male fanden på væggen. Derfor vil mit gæt være at affiliate marketing stadig kan være en rigtig god investering for både små og ikke mindst store webshops i det kommende år. Der kan også være god grund til at udbygge sit samarbejde med affiliates inden for bestemte brancher, hvor de stadig fylder meget.

Du skal bruge flere ressourcer på branding

Martin Jørgensen, Kondition.dk

Hvis man gerne vil have mere marketing for sine penge i 2019, så kan man overveje at bruge dem på flere brandinginitiativer.

Der er allerede blevet talt en smule om at bygge et brand, og jeg kunne ikke være mere enig. Her kan man særligt komme langt med YouTube, som på den ene side trækker en masse visninger til en lav pris og eventuelt supplere med deres mange nye betalte formater. Priserne er her stadig meget, meget lave.

Kundeservicen vil få endnu større betydning for din succes

Henrik Fosgerau, Specialkamera.dk

Hvis man skal klare sig i den stigende priskonkurrence, så er det afgørende at man giver sine brugere en endnu bedre service. Det vil sige på tværs af alle platforme.

Derudover skal man virkelig arbejde på at gøre sin kommunikation endnu mere personlig end tidligere, så hver enkel kunde føler sig unik. Det bliver også vigtigere at man sørger for at besvare sine kundeanmeldelser, både de gode og ikke mindst de dårlige. I forhold til f.eks. julen, bør man også overveje at tilbyde gratis indpakning og lignende. Det er der stadig mange som undlader. Men netop disse små ting, er noget som brugerne lægger mere og mere vægt på. De fleste vil gerne betale lidt mere for en vare, hvis de selv slipper for at stå og bøvle med indpakningen bagefter.

Din om-os side bliver din vigtigste landingsside i 2019

Amanda Brown Kjær Frank, Cloudcelebration.dk

Som det allerede er blevet nævnt, så bliver troværdighed kun vigtigere. Derfor vil jeg gerne gå så langt og sige, at din om-os side meget vel kan gå hen og blive den vigtigste landingsside du skal arbejde med på din hjemmeside i det kommende år. Der er også mange undersøgelser der har påvist en sammenhæng imellem at have en dårlig om-os side og en dårlig konverteringsrate. Du kan lynhurtigt se i dit Analytics hvor mange, der i løbet af en måned finder frem til din om-os side. Det er mange flere end man regner med, og det gælder særligt her op til jul. Så hvis du ikke allerede har fokus på det, så sørg for at få gjort noget mere ud af din om-os side.

Din hjemmeside skal være endnu mere brugervenlig i 2019

Peter Jensen, Online-lån.dk

Hvis man gerne vil have endnu mere ud af sin trafik i 2019, så tror jeg at man skal arbejde meget mere med at skabe en brugervenlig hjemmeside. Dette er både fordi vi nu lever i en mobile-first verden, men også fordi at vi som brugere får en kortere og kortere attention span. Google lægger derfor stadig mere vægt på bløde rankingfaktorer som bounce rate, time on site og pages per session end blot autoritet og indhold.

Dit tekniske fundament skal spille 100% i 2019

Simon Bak Andersen, Bygga.dk

I 2019 har man ikke længere råd til at have en gammeldags hjemmeside. Det tekniske fundament for din webshops skal spille, både så din annoncering kan køre for fuld skrue, og så du kan give dine brugere en god brugeroplevelse. At have mange uforudsete udgifter til f.eks. udviklere er også noget, som man bør forsøge at være foruden, medmindre det ikke kan undgås. Det æder i sidste ende en masse tid, ressourcer og i sidste ende en masse profit, som skal geninvesteres i virksomheden.

Du skal styrke din hjemmesides sikkerhed

Kennie Pilgaard, Schanflex.dk

Ligesom det er tilfældet med svindel online, så er sikkerhed også et aspekt som man skal have fokus på. Både elementer som HTTPS er meget vigtig i dag, men derudover så er der også flere og flere webshops som oplever at blive inficeret med Malware, hvilket kan have store konsekvenser. En ting som mange hjemmesideejere derfor bør prioritere, er at sikre, at deres hjemmeside er 100% sikker for deres brugere.

Dine produktbilleder skal trække flere salg til din webshop

Anja Moe, Naturligvis.com

Mit tip går specifikt til webshops, der sælger fysiske produkter. Jeg tror, særligt hvis Amazon for alvor kommer til Danmark, at ens produktbilleder bliver væsentligt vigtigere for at få salg. Hos Amazon bruges billeder i meget høj grad til at opnå dette, og hvis man kan lære noget af Amazon, så er det at følge og udvikle deres guidelines for billeder. Der er masser af muligheder for at fange og fastholde brugerne med semi-redigerede produktbilleder, der viser mere end bare selve produktet.

Dine tekstforfattere skal være troværdige

Martin Trasmundi, LendMe.dk

Har du en blog på dit website, er det vigtigt at din(e) forfatter fremstår troværdige. Efter Googles sidste core-algoritme-opdatering er gode rankings efterhånden lig med troværdighed. Derfor er det vigtigt at der først og fremmest kan findes en forfatter på de forskellige udgivelser, samt at disse er ‘bakket op’ af faktuelle argumenter. Et sådant argument kunne eksempelvis være, at det fremgår af forfatterens LinkedIn-profil, at denne har X års erfaring med SEO, hvorfor denne er troværdig ift. at udtale sig/forfatte et blogindlæg omkring emnet.

4.47 15
Sasa Kovacevic er co-founder og partner hos Obsidian Digital. Min tilgang til forretning er pragmatisk, og der er altid fokus på områder, som giver mest bang-for-the-buck.

Sasa Kovacevic

Partner

+45 60 15 71 21sak@obsidian.dk

Vil du vide mere? Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.

Kontakt os Ring på 60 73 60 60, skriv på obsidian@obsidian.dk eller udfyld formularen forneden