5 Ideer til online markedsføring gennem bloggere
Bloggingscenen er en god kanal, der kan give større outreach til jeres online markedsføring. For selv om blogging-begrebet har været kendt i mange år, er det først nu, at det for alvor har slået igennem hjemme. Så med de rigtige bloggere inden for din branche, kan du nemt nå ud til rigtig mange potentielle kunder.
Selv om mange efterhånden troede, at blogging var noget, der hørte 00’erne til, så har hele bølgen af reality stjerner og andre kendte, der lever af at være kendte for alvor skabt liv og publikum til den danske blogging scene.
For de store danske blogging-netværk Bloggers Delight og Blogly har haft held til at kapre en række af de unge kendisser fra reality-serierne som bloggere. Det har efterfølgende skabt en underskov at andre bloggere på disse og konkurrerende netværk, hvoraf flere er blevet endog særdeles kendte og har en stor skare af faste læsere eller seere.
Find bloggere inden for jeres branche
Så som firma er der god grund til at se nærmere på bloggingscenen og hvorvidt, der findes bloggere, der er kendt inden for jeres branche, som det kunne være relevant at sætte et samarbejde op med.
De kan enten findes ved at gennemgå de bloggere, der er tilknyttet de forskellige blognetværk eller ved at søge efter dem på Google eller YouTube. I kan også bygge en særlig side på jeres hjemmeside, hvor I aktivt inviterer bloggere til at kontakte jer.
Læs også om vores linkbuilding service
Her skal I især huske at få webadressen (URL’en) på bloggerens hjemmeside, få oplyst det månedlige antal besøgende og få en tilkendegivelse fra bloggeren om, hvad han eller hun forventer af samarbejdet. Så kan I nemt vurdere de enkelte henvendelser, efterhånden som de kommer ind.
Aktivér bloggerens følgere
Skal du have et godt udbytte ud af dit samarbejde med en blogger, skal du aktivere bloggerens følgere. Det kan du gøre på mange forskellige måder, f.eks. ved at:
- Afholde konkurrencer hos bloggeren, hvor deltagelse kræver tilmelding til jeres nyhedsbrev
- Samarbejde med bloggeren og dennes publikum om f.eks. produktudvikling og -test
- Give bloggeren mulighed for at få præsenteret og måske ligefrem teste nye produkter før andre
Det kræver naturligvis en lidt større indsats af begge parter og tager oftest noget tid at implementere. Så hvis det skal gå hurtigt, kan du naturligvis også fremstille en række artikler, som bloggeren kan udgive i eget navn eller slet og ret købe links fra bloggeren til jeres site.
Samarbejde om produktudvikling
Har bloggeren et aktivt publikum med stor interesse eller viden inden for jeres branche eller de produkter, I sælger, kan det også være en god ide, f.eks. at skabe noget ideudveksling om nye produkter eller indhente forbedringsforslag til eksisterende produkter gennem den pågældendes blog.
Det kan også være, at I står med en ide til et helt nyt produkt og gerne vil give det den rigtige sammensætning og de rigtige funktioner, eller at I efterlyser ideer til nye produkter. Udskriv f.eks. en konkurrence om den bedste nye funktion til et eksisterende produkt eller om den bedste ide til et nyt produkt, i kan udvikle.
Det kan også være, at I bare vil have indsamlet brugererfaringer eller tips fra læserne om, hvordan de bruger jeres – eller endnu bedre konkurrerende – produkter i hverdagen eller at I bruger bloggerens publikum som en form for åben ERFA-gruppe.
Lad bloggeren gæsteblogge hos jer
En anden mulighed er at vende samarbejdet om, så I i stedet for at lade tingene ske på bloggerens side, lader bloggeren gæsteoptræde hos jer. Det er gavnligt for begge parter, fordi bloggerens publikum så kan lære jeres firma at kende, og jeres kunder kan lære bloggeren at kende.
Har bloggeren format og lyst til det, kan vedkommende måske også holde indlæg ved konferencer, presse- eller kundeevents, som I afholder. Det kan give jer både kredibilitet og måske et anderledes take på jeres budskaber, end jeres egen marketingsafdeling ville være kommet op med.
Husk at afsætte tid og ressourcer på jeres side
Mulighederne for samarbejde er mange, men husk på at det ikke kun er bloggeren og hans publikum, der skal foretage sig noget. Skal I have det optimale udbytte ud af det, skal I også være klar til at investere den fornødne tid og de fornødne ressourcer i samarbejdet.
Samtidig er det vigtigt, at I får fulgt op på alle de initiativer, I sætter i gang og får målt på, hvor meget effekt de reelt set har givet jer. Tjek også op på, hvordan bloggerens publikum reagerer på artikler om jeres firma eller produkter og hold øje med kommentarer om bloggeren og jer på de sociale medier.
Det vigtigste er, at I hele tiden forholder jer nøgternt til udbyttet af samarbejdet og løbende evaluerer det. På den måde sikrer I jer, at I også får noget valuta ud af de penge og den tid, I investerer i samarbejdet.